Palmer og Peaks: Alting topper i maj

showtime

”There are many stories in Twin Peaks. Some have been told for decades, but no two people know them in the same way.” Således lød den caption, der i aftes, den 9. januar 2017, var med til at lancere den nye sæson af Twin Peaks. En sæson, der angiveligt bliver 18 timer lang og hvor første afsnit – en to timers special – løber over skærmen den 21. maj (omkring klokken 03.00 søndag nat), sammenfaldende med årets Cannes-festival (og øjeblikkeligt efter visningen af det første afsnit vil man kunne streame afsnit 2 og 3). Den førnævnte caption er interessant for enhver, som har læst Mark Frosts tie-in-bog The Secret History of Twin Peaks (2016), idet Frosts bog netop handler om de mange forskellige perspektiver og (hemmelige) historier, som tilsammen har skabt Twin Peaks som lokalitet og mytologi.

Men ved TCA-lanceringen af Twin Peaks (TCA står for Television Critics Association) nævnte David Lynch, der til kritikernes store overraskelse var dukket op til begivenheden, at han ikke har læst Mark Frosts bog: “I have my own ideas for the past and Mark has his.” (kilde: Decider). Det virker dog alligevel gennemkalkuleret, at Twin Peaks kommer tilbage i netop maj, for de sidste ord i Frosts bog er netop ”MAYDAY” (dette har en dobbeltbetydning, som jeg ikke vil spoile her), og da forfatteren blev konfronteret med dette sammenfald på sin Twitterprofil, svarede han slet og ret: ”You noticed.”

2017 Winter TCA Tour - Day 5

Glubske spørgsmål, vage svar

Kritikerne ved TCA 2017 spurgte til den nye sæson af Twin Peaks, men naturligvis også til mere specifikke forhold. I første ombæring fik kritikerne lov at stille spørgsmål til David Lynch, og efter nogen tid – og en masse gådefulde, typisk lynchske svar – forlod instruktøren scenen for at overlade den til skuespillerne Kyle MacLachlan, Kimmy Robertson og Mädchen Amick (alle fra den oprindelige serie) samt Robert Forster og  Laura Dern (der tidligere har spillet med i David Lynch-film som Blue Velvet, Wild at Heart, Mulholland Dr. og Inland Empire, men som er nye i Twin Peaks-regi).

Men hvad fik David Lynch og skuespillerne så sagt ved denne korte, hypede event? Jo, David Lynch fik i al fald sagt, at begivenhederne i Twin Peaks: Fire Walk With Me (1992) har en stor betydning for den nye sæson (kilde: Eric Goldman): “The story of Laura Palmer’s last seven days is very much important to this” (kilde: Scott Collins). Han fik også – på sin egen diffuse, maleriske facon – forklaret hvordan idéen og kærligheden til Twin Peaks opstod. ”We climbed the mountain … When we rounded the mountain, we entered a deep forest. Going through the forest for a time, the trees began to thin … and we discovered a town called Twin Peaks…,” sagde han. Og fortsatte: “I loved the pilot of Twin Peaks, that set the tone and made the world for me, and I just fell in deep, deep love” (kilde: TCA Official).

tca_2017

Én sæson mere af det rene Lynchfix

Showtimes chef havde tidligere på dagen påpeget, at der til maj kommer en ny sæson af Twin Peaks, men også at denne sæson bliver det sidste kapitel af tv-serien. Hermed dementerede han de rygter, der havde været om flere potentielle sæsoner af serien, men i samme ombæring fik han dog også rost den nye Twin Peaks, som han har set og glæder sig til at præsentere på Showtime. Ifølge Nevins kunne den nye Twin Peaks beskrives som en ”pure heroin version of David Lynch”, og da denne beskrivelse blev citeret for instruktøren ved TCA-eventen, svarede han tørt og med vanlig sans for deadpankomik: ”I hear heroin is a very popular drug these days.” (kilde: Sepinwall).

Indholdet i den nye serie blev der ikke afsløret meget af, og kritikerne udtrykte enten skuffelse eller mageløs begejstring på deres respektive Twitterprofiler over David Lynchs evne til at spejle eller inkarnere seriens mystik. Hvis Twin Peaks var fuld af gåder, så var David Lynch nærmest en forlængelse af den serie, som han havde skabt. Eller vice versa. “You guys got a lot – you did really, really well. He must like you,” sagde Kyle MacLachlan opmuntrende til de fremmødte pressefolk, og hertil føjede Laura Dern følgende kommentar: “Even what he’s not telling is a beautiful interesting story” (kilder: Danette Chavez, Bruce R. Miller).

Spørgsmålene var legio, og kritikerne var bl.a. optaget af Laura Derns rolle i den nye serie, Michael Ontkeans fravær og Robert Forsters karakter. Svarene fra Kyle MacLachlan og Laura Dern, en af David Lynchs faste og mest ikoniske muser, antydede, at Dern skal spille en helt ny karakter (der spekuleres i, at hun måske bliver Dale Coopers sekretær Diane, som vi aldrig ser i den oprindelige serie) og at Robert Forster formentlig er en erstatning for Michael Ontkean (måske Harry S. Trumans bror Frank Truman, som introduceres i Mark Frosts førnævnte bog). MacLachlan vidste ikke, hvorfor Ontkean ikke var at finde i den nye Twin Peaks (om dette blot er en ruse ved vi fortsat ikke, skønt David Lynch dog selv antydede, at han, Michael Ontean og Lara Flynn Boyle var blevet enige om at fortsætte Twin Peaks uden deres deltagelse). Men som svar på kritikernes undren sagde MacLachlan netop, mens han pegede på Robert Forster: ”Nu har jeg ham her” (kilde: Eric Goldman). Ellers kunne og ville MacLachlan ikke fortælle meget om selve plottet i Twin Peaks og de mange ubesvarede spørgsmål – ”I can tell you very little about the danglers” – men både han og Mädchen Amick gav udtryk for, at Twin Peaks havde været noget særligt, da den kom frem. Ikke mindst i en tv-historisk kontekst (kilde: Daniel Fienberg).

Herefter sluttede den korte spørgerunde, og kritikerne måtte gå hjem fulde af forventning og ubesvarede spørgsmål.

Men én ting kan vi være sikre på: Der er med garanti flere overraskelser på vej – ”The owls are not what they seem” – og som Jacob Wendt Jensen tænker jeg også, at der kunne komme en promotion-event i forbindelse med Cannes-festivalen. Det virker næsten for oplagt, når nu den nye sæson kommer midt i festivalen. “This word ‘expect’ is a magical thing,” sagde David Lynch uden yderligere forklaring eller kontekst. “People expect things and hopefully their expectations are met when they see the thing” (kilde: Scott Collins).

Mens vi venter på at se, om vores forventninger bliver indfriet, kan vi jo passende sætte kaffen over. Den kommer dog desværre til at skulle trække nogle måneder endnu, inden spændingen udløses i maj 2017. Om serien kommer til at kaste glans over Cannes-festivalen vides endnu ikke, men det bliver med garanti et gyldent tv-øjeblik. Som Mädchen Amick sagde til TV Guide (i et interview, som blev publiceret blot én dag før TCA 2017): “We broke the mold for television. We’re about to break it again” (kilde: Malcolm Venable).

****

Det er ikke offentliggjort endnu, men Twin Peaks bliver formentlig vist på HBO Nordic i Norden. HBO Nordic har en licensaftale med Showtime, og modsat skandinavisk Netflix har HBO Nordic de første to sæsoner af Twin Peaks (ABC, 1990-1991) liggende. Der har dog også været spekulationer omkring Viaplay, og det kan heller ikke udelukkes, at serien bliver købt til en dansk tv-kanal. Ifølge indkøber for DR, Kaare Schmidt, ville den mest sandsynlige kanal i så fald være DRK eller DR3, alt afhængigt af om man satser på det originale, tilbagevendende publikum eller de nye, unge fans, der måtte være kommet til med Netflix og dvd- samt Blu-ray-boksene. Dette sagde Kaare Schmidt allerede til mig i forbindelse med TV Peaks (2015), og senere blev han også citeret til BT: “Vi har sagt til CBS, at vi meget gerne vil købe serien, men de har ikke solgt den til os endnu. Vi er meget interesserede, og det skyldes i hvert fald ikke manglende vilje fra vores side, at vi ikke allerede har lavet en aftale.”

Har David Lynch ændret sig efter 25 år? “Not one molecule,” siger Mädchen Amick.
Læs mere her:

http://deadline.com/2017/01/twin-peaks-david-lynch-spoilers-showtime-kyle-maclachlan-laura-dern-madchen-amick-1201881710/

http://uproxx.com/sepinwall/david-lynch-twin-peaks-tca-press-tour/

http://www.thewrap.com/david-lynch-drops-a-few-laura-palmer-hints-in-mysterious-twin-peaks-talk/

http://www.bt.dk/film-og-tv/legendarisk-tv-serie-vender-tilbage-pludselig-stod-agent-cooper-med-en-kop-kaff

https://filmschoolrejects.com/a-place-both-wonderful-and-strange-cb967c7e4c61#.5oeixub4a

http://www.tvguide.com/news/twin-peaks-madchen-amick-spoilers/

Reklamer