Vampyr

Ny mediefagsserie

Henrik Rytter og jeg har sat tænderne i alt fra gamle stumfilm og frække sleazeoplevelser over tjekkiste nybølgefilm til moderne ungdomsserier, og hvis jeg selv skal sige det, så supplerer vi hinanden ganske fint. Man kan læse resultatet her til sommer, og så må vi jo se, om vi bliver spist af kritikerne eller om de fortærer den lille undervisningsbog med glubende, vampyrisk fascination.

Bogen er fortsat ikke færdigudviklet, men nedenfor ses et udsnit, som måske kommer med i den endelig bog:
****

Udsnit fra Vampyr (2016):

Vamps, blodjægere og sadomasochister: Rise (2007)

Det varer hele 31 minutter. Først efter en halv time, efter afslutningen af hele første akt, bliver det klart, at filmen Rise: Blood Hunter (2007) er en vampyrfilm. Det antydes selvklart af filmens undertitel, men af handlingen i de første 30 minutter er det ikke til at se, om dette er en actionfilm, en thriller, en gemen gyser eller sågar en erotisk film om voldtægtsfantasier og sadomasochisme. At filmen abonnerer på træk fra horrorgenren indikeres allerede i præsentationen af produktionsselskabet, som introduceres med et ildevarslende kvindeskrig mod en sort skærm, efterfulgt af et logo og et navn, som emmer langt væk af billige skrækfilm: Ghost House. Selve filmen åbner dog med en hyggelig, lettere lummer jazzmusik, der primært domineres af klaver og whiskers, og en glidende kamerabevægelse introducerer en midaldrende mand (spillet af Robert Forster), som sidder ved en bar og nyder en enkelt øl. En rød caption med nogle af produktionsselskabernes navne dukker frem i billedet som et pludsligt flash, understreget af en hurtig effektlyd, som var der tale om et blodstænk, der pludselig blev sprøjtet ind på objektivet. Indstillingen ligner en konventionel åbning til en hvilken som helst romantisk film (”En mand på en bar. Han ser en smuk kvinde”, som det rigtignok lyder, når fortælleren i den danske film Reconstruction [2003] skal beskrive en klassisk filmkliché), men de korte captions fungerer som en form for subliminale genremarkører, der, uden vi bider synderligt mærke i dem, giver os en ildevarslende fornemmelse.

Den smukke, lyshårede kvinde, der dukker op i baren viser sig dog at være en prostitueret, og inden hun når at afslå en handel med den trængende, midaldrende mand i baren, dukker en anden kvinde op: Den smukke, asiatiske Lucy Liu, som pludselig overbyder manden og inviterer den blonde kvinde med hjem. Der klippes nu elliptisk til en scene, hvor de to kvinder kører hjem gennem regnen, og stadig er hverken titlen eller genren på filmen fastlagt. Det kunne være begyndelsen på et romantisk drama, en komedie, hvor vi følger to kvindelige con-artists, eller sågar begyndelsen af en pornofilm. De to kvinder kører hjem gennem regnen, og de sludrer venskabeligt – det er primært den blonde kvinde, som taler, mens den asiatiske kvinde kigger stift og målrettet ud gennem forruden – og sekvensen er skudt med en traditionel shot/reverse-shot-stil.

Men da de kommer hjem, bevæger filmen sig i en mere udtalt erotisk retning, idet den asiatiske kvinde sætter sig i sofaen og beordrer den lyshårede pige til at smide tøjet. I et forskudt normalperspektiv ser vi den lyshårede kvindes bagdel i forgrunden, mens vi ser den asiatiske kvinde, som sidder i sofaen og nyder synet af sin lækre fangst. Netop denne indstilling placerer tilskueren i en lignende position, og da vi herefter klipper til et point of view shot af den blonde kvinde, som smider sin BH, er det tydeligt, at vi som tilskuere skal dele Lucy Liu-karakterens voyeuristiske perspektiv (dvs. at vi deler hendes lyst til at kigge). De to kvinder kysser, men da den lyshårede kvinde bliver beordret ud for at vaske sine hænder, klapper fælden, og med nogle lynhurtige perspektivskift, sker der nu et pludseligt stemnings- og genremæssigt skift. Den intensiverede klipning og de pludselige og meget markante skift i perspektiv fortæller os, at vi nu er på vej over i horrorgenrens stilregister, og det, der lignede en flot bruseniche viser sig at være en sadomasochistisk fælde. Næppe har den lyshårede kvinde indset at hun er fanget, før hun hænger fra loftet, med hovedet nedad, og scenens drabelighed illustreres af et uformidlet skift til en sort skærm med en rød blodlignende klat, i stil med anslaget til gyserfilmen Don’t Look Now (1973, Rødt chok). Først nu, efter 5:30 min., er det klart, at vi befinder os i horrorgenren, og først nu bliver vi introduceret for filmens fulde titel: Rise: Blood Hunter.

LucyL
****
Reklamer