Velkommen til Twin Peaks

WP_20160312_17_01_43_Pro (2)

På en lille scene med et zigzagstribet gulv og røde scenetæpper står en ung fyr med langt blåt hår, tungepiercing og en tætsiddende, sølvfarvet kjole. Fyren står alene ved en mikrofon, og han hedder Dennis. Dette er begyndelsen til enden – ikke for Dennis, men for stykket Velkommen til Twin Peaks, som udspiller sig over tre timer i og omkring den lille sjællandske by Vig.

Stykket hedder Velkommen til Twin Peaks, men der er ikke tale om en adaptation eller en remediering af den nu populære og kultdyrkede tv-serie, som havde premiere i amerikansk tv den 8. april 1990, og som kom til Danmark i november og blev genudsendt grundet seerefterspørgsel i begyndelsen af 1991. Nej, Velkommen til Twin Peaks refererer til David Lynch og Mark Frosts tv-serie, og den bruger da også både røde scenetæpper, zigzagstribet gulv og en hvid hest i stil med den hest, som Sarah Palmer ser for sig i det famøse 15. afsnit (“Lonely Souls”). Men titlen skal ikke læses som en invitation til en nostalgisk gensynsfest med den tv-serie, som mange dyrkede, talte om og citerede tilbage i 1990’erne. Titlen hentyder til Odsherred som en dansk pendant til lillebyen Twin Peaks, og stykkets pointe er, i al sin poetiske enkelhed, at alle mennesker har en historie, der kunne være ligeså righoldig, bizar, almindelig, melodramatisk, trist, tragisk og ufattelig, som de historier, vi så i Twin Peaks – og som vi hurtigt lærte at kalde surreale. Også Udkantsdanmark er rig på historier, hvis blot vi gider stoppe op og lytte.

 

 

En helt almindelig dag i Udkantsdanmark?

Der er ingen kævlekvinder og dansende dværge i Velkommen til Twin Peaks – og heldigvis for det – for stykket handler ikke om lillebyens freaks og særlinge. Stykket handler om mødet imellem det sære og det normale, det virkelige og det uvirkelige, det fornøjelige og det forrykte i helt almindelige menneskers liv. Således følger man en række af de lokale borgere, og alle publikummerne møder forskellige personer og følger forskellige ruter igennem Vig og andre dele af Odsherred. Publikum mødes i forsamlingshuset i Vig – til lejligheden prydet med et skilt, der ikke lader tv-serien noget efter – og her udstyres man med kaffe og doughnuts, inden man bliver introduceret til stykket af den lokale forsamlingshusejer. En kraftig kvinde med en ulden trøje og en Twin Peaks-t-shirt, der med usikker stemme og hånd åbner døren på klem til sin egen historie og hele stykkets præmis. Kvinden kalder sig for “The Post-It Lady”, og hendes introduktion til stykket ligner en bevidst parallel til de paratekstuelle introduktioner, som man føjede til Twin Peaks, da den blev syndikeret på Bravo i midten af 1990’erne.

Post-It-damen refererer til de forskellige karakterer i Twin Peaks, idet hun beskriver hvad der nu skal ske, og i næste nu bliver vi tilskuere hentet af en række lokale Odsinge, som tager os med ud i deres private biler for at køre os til næste ukendte destination. I bilen lyder et stykke musik, der fungerer som chaufførens ledemotiv i stil med Angelo Badalamentis fængende og ikoniske ledemotiver i den førnævnte tv-serie, og chaufføren fortæller om sit eget liv. Her møder vi Vagn fra København – den 65 årige, langhårede og stortalende københavner, som voksede op i et militærhjem og som senere blev hippie, men som ikke selv turde blive militærnægter. Vagn er en “flygtning” – han er James Hurley-skikkelsen, som er flygtet fra storbyen, fra familien og også fra de kvinder og forhold, som han kun i korte perioder har evnet at holde gående. For Vagn har “ild i røven”, som han siger. Man fornemmer en hektisk og flaksende energi hos den ellers gavmilde og vittige københavner, og man fornemmer også, at han gemmer sig bag sine gavmilde enetaler, uden helt at være opmærksom på, hvad han siger og hvem han taler med. Der er intet ekstraordinært i Vagns historie – tværtimod – men også hans historie er fængende, og den udfolder sig over næsten 25 minutter, mens han kører os frem til det homoseksuelle par, der bor som en art helårscampister i udkanten af Vig. Den ene af bøsserne mangler alle sine tænder, grundet sygdom, og han afreagerer på træerne på campingområdet, når kampen mod sygdommen og systemet bliver for hård. Men her til aften er han og hans samlever særdeles imødekommende, og til lyden af Angelo Badalamenti byder de på varm, sort kaffe og tørre kirsebærmuffins, serveret på pangfarvet service af mærket Tupperware.

Nej, heller ikke denne historie er bizar, men den er både smuk og udsædvanlig, og lygternes spil mod teltdugen i det tågede tusmørke har klare reminiscenser af Twin Peaks. Ja, det er formentlig ikke tilfældigt, at den musik, som kører på anlægget, er numrene “Shelly” og “New Shoes”, for også hos Johnson-familien er væggene dækket af plastic.

Med biler føres vi fra person til person, fra historie til historie, og de veksler på naturlig og autentisk vis imellem det smukke og det morbide, det opmuntrende og det triste. Vi møder politimanden, som fortæller om en sag, han skulle opklare, hvor en far skød hjernen ud på sine tre børn for at såre deres mor, hvorefter han bukkede sig over et kanonslag og sprængte begge sine ben af, for derpå at sætte ild til huset i et mislykket forsøg på at brænde inde. En mand, fortæller politibetjenten og chaufføren, der efterfølgende angrede sine synder og som under deres samtaler fremstod mere som en tragisk sjæl end et monster. Vi møder også et ægtepar, som ejer en kinesisk forretning, men som føler sig fængslet i deres eget hjem, som de af tekniske grunde ikke kan få solgt. Negative energier og ånder har hjemsøgt deres hus, som de fortæller os, mens vi spiser lykkekager og drikker te, og med fjernsynet, der i baggrunden viser en montage fra begyndelsen af tv-seriens anden sæson, kan selv en skeptisk ateist som undertegnede begynde at tro på deres historie. Manden Mogens, der har leukæmi og kun lever for 20% af sin normale ydeevne, kigger med et stirrende men tomt blik ud i rummet, da han fortæller om sin livslange kontakt med det hinsides, og i et pludseligt jump-scare går lyset i stuen, og en langhåret skikkelse står pludselig ude foran vinduet. Lige dér måtte jeg et smut på toilettet. Uden at kigge migselv i spejlet, selvklart.

Andre fortællinger er mere gribende og rørende: Dette gælder fx den midaldrende staldejer, som fortæller om sin nylige forsoning med den søn, som ellers har siddet inde for manddrab i mere end ni år. Hun ved med sig selv, at hun er en god mor, som hun siger, kun afbrudt af prustelydene fra den store hvide hingst, som står lænket bag hende, omgivet af røde scenetæpper. Da vi forlader hende, er det svært ikke at frigive et stort hjertenssuk, og det er svært ikke at komme i en lynchsk stemning, når man går forbi de blinkende og støjende elapparater, som findes ved staldens udgang. På den mørke og tomme gårdsplads møder vi nu en ung kvinde – en ung kvinde, som fortæller om hendes misbrug igennem flere år og om sit besvær med at passe i det danske skolesystem, til trods for, at hun er vokset op med to lærerforældre. Hendes historie, leveret på et klingende sjællandsk med en opbrudt syntaks, minder ikke om Twin Peaks. Og så alligevel. Det er historien om en ung pige, hvis problemer overses eller undertrykkes i det pæne og ellers velfungerende lillebysamfund. I den forstand minder hendes historie om Twin Peaks, skønt den næppe er ekstraordinær.

 

Det ekstraordinære i det ordinære

Men her mindes jeg Grace Zabriskies ord. Twin Peaks, som hun flere gange har sagt, er en sjov men også dybt alvorlig og følsom serie, og den ser muligvis surrealistisk ud, men den er i virkeligheden dybt realistisk. Der er tale om “unfiltered realism”, som hun udtrykker det, og David Lynchs evner ligger ikke i at dyrke det sære eller det skæve men i at fremhæve livets sammensatte karakter – at dvæle ved nogle detaljer og således vise os de nuancer i livet, som ofte forbliver skjulte for det flygtige blik. Lynch gør det “ordinære ekstraordinært”, som klipperen Duwayne Dunham har sagt, og det er netop det, som det eksperimentelle teaterstykke Velkommen til Twin Peaks formår. Stykket er lavet i et samarbejde imellem Odsherred Teater og det prisbelønnede instruktørpar Fix&Foxy. Og man forstår godt, at de er prisbelønnede, for man er i sikre hænder, selv når fortællingerne virker allermest skrøbelige og usikre.

Dette gælder således – ikke mindst – afslutningen på stykket, hvor drengen Dennis med det lange blå hår og den tætsiddende kjole leverer en skrøbelig og porøs version af Julee Cruises temasang “Falling”. Men det er netop skrøbeligheden og usikkerheden, som gør sangen perfekt. Den matcher nemlig Dennis – drengen, som var skæv og anderledes i en dansk lilleby, hvor man fik bank, hvis man befandt sig på behørig afstand af de snærende samfundsnormer. Dennis, som stadig kalder sig Dennis – “I still put my panties on one leg at a time” – skønt han vel efterhånden ligner mere en “Denise”. Dennis’ historie ender med stående ovasioner i et intimt, rødt rum, og hans fortælling ender foreløbigt på en lykkelig node. Han valgte at tage kampen op, fremfor at tage sit eget liv, og han valgte at fortælle sig selv, at han er “awesome”. Som tilskuer sidder man dog tilbage med en nagende tvivl: Ved Dennis godt, at han faktisk er “awesome”, og turde han faktisk tage imod ordene, hvis man sagde dem på et ufiltreret dansk – med den nøgne ærlighed, som kun kan ligge i modersmådet?

Velkommen til Twin Peaks er en oplevelse af de helt store – rørende, gribende, sjov, underfundig og voldsom. Det er historier, som ligger i periferien af den menneskelige fatteevne – som historien om manden, der fandt sin kones stemme irriterende og derfor kvalte hende, parterede hende og spiste hende, fordi han ikke vidste, hvad han skulle gøre af hendes lig – men også historier, som er så hverdagsagtige, at de normalt ikke ville blive genstand for større litteratur eller dramatik. Men det er jo netop det, der er det Twin Peaks-agtige: Mødet imellem det ordinære og det ekstraordinære, det lyse og det mørke, det forunderlige og det dybt forfærdelige.

Odsherred ligger langt væk, nøjagtig som den fiktive lilleby Twin Peaks, men de virkelige fortællinger i Velkommen til Twin Peaks går mindst lige så tæt på og dybt ind, som dem i den førnævnte tv-serie. Måske ligger der således også en politisk fortælling og gemmer sig i teaterstykket: Vi skal ikke glemme, at også Udkantsdanmark er rig på historier, at ‘Den rådne banan’ gemmer på meget mere end blot råddenskab. Bevares, den gemmer også på råddenskab og dårskab, endog i rigelige mængder.

WP_20160312_22_20_11_Pro (2)

Reklamer