Anmeldernes Bedrag

Bedrag

Jeg har fulgt interesseret med i den løbende modtagelse af Bedrag (DR, 2016, hovedforf. Jeppe Gjervig Gram), og jeg kan fornemme, at jeg ikke helt er enig med flertallet – eller at jeg bare er mindre skarp. Det er åbenbart blevet populært at bashe serien (og, nuvel, nogle gør det faktisk på en ret sjov facon), og modtagelsen blev særligt kritisk efter fjerde afsnit, som løb over skærmen den 17/1-2016. Jeg synes indtil videre, at det er en ganske gedigen serie, og jeg decideret elsker den flotte titelsekvens. Det kan nok være, at serien er konventionel ift. krimiplottet og skildringen af opkomlingen og kvinden, som slås med at forene privat- og arbejdsliv. Man kan godt kritisere disse elementer, som man jo også kender fra bl.a. Borgen (DR, 2010-2013), men det passer ganske naturligt til DR Dramas tanke om den dobbelte historie (så måske skulle man i givet fald kritisere DR’s dramaprincipper og tendensen til at sætte succesen på formel).

Jeg vil ikke betegne Bedrag som en vildt original tv-serie, men jeg synes faktisk, at den er godt eksekveret (indtil videre), og flere af karaktererne er ganske interessante (bl.a. Mads, Kristina, Nicky og til dels Sander). Netop det seneste afsnit, som ellers har fået en tvivlsom modtagelse, var i mine øjne ret fint, og jeg var glad for, at tempoet blev sat ned – og at vi fik mere tid til det hverdagsagtige/melodramatiske. Bimse-karakteren tror jeg ikke på, men når flere kritikere gør grin med Mads-karakteren og kalder hans udfald mod Kristina for utroværdigt eller over the top, så undrer det mig. Netop dén scene slog mig som ret troværdig, ja, ligefrem hverdagsagtig. Man kunne måske kalde den konventionel og klichéagtig, men den er da godt spillet, og film og tv-serier er jo fyldt til randen med klichéer. Ikke nødvendigvis fordi de blot kopierer nogle slidte film- og tv-skabeloner, men fordi konventionerne og klichéerne tager afsæt i livet og nogle almindelige, oplevede situationer. Det er muligt, at Bedrag ikke går over i historien som den bedste DR-dramaserie igennem tiderne, men jeg skal se med i næste afsnit, og jeg venter med endegyldigt at fælde dom til jeg har set hele serien. Jeg husker, hvordan alle knuselskede Arvingerne (DR, 2014-2015) og kaldte den Bergman og Shakespeare indtil det pludselig gik op for den brede kritikerstand, at den egentlig var ret melodramatisk og sine steder ret utroværdig eller karikeret i sin karakterskildring og plotafvikling. Herefter var der pludselig ingen, som talte om hverken Bergman eller Shakespeare… Dengang var jeg en af de kritiske stemmer (med mine kun 4 ud af 6 stjerner, så værre var det da heller ikke), men nu hvor det er blevet hipt at kritisere eller ironisere over “Bedrag”, så føler jeg behov for at tage den i forsvar og fremhæve nogle af dens kvaliteter.

Titelsekvensen kan ses her:

Reklamer