Manuskriptskrivningens kunst

Chinatown

Lørdag den 23/1-2016 var jeg i Go’Morgen Danmark for at tale om manuskriptskrivningens kunst og at give fem eksempler på gode filmmanuskripter, dette i anledningen af biografpremieren på biografifilmen Steve Jobs (2016).

Hvert år bliver der indsendt 30000 manuskripter i USA, så det er et stort og uformeligt emne at begive sig ind eller ud i. Jeg talte om følgende problemstillinger ift. udvælgelsen:

– Hvilke kriterier skal de vælges ud fra, fx bedste håndværk eller største filmhistoriske betydning?

– Skal en films fortælling bedømmes på baggrund af den færdige film eller det bagvedliggende manuskript, og hvad gør man i tilfælde som Annie Hall (1977), hvor forskellen imellem manuskriptet og den realiserede film er store?

– Er de bedste manuskripter per definition manuskripter, som knytter sig til ‘fortællende film’?

– Hvilke kvaliteter bør man fremhæve, fx karaktertegning, plotkonstruktion, spændingsopbygning eller dialog, og er det overhovedet muligt – reelt – at adskille disse elementer fra hinanden og at vurdere disse uden automatisk at tænke på de skuespillere, som fortolker de givne roller i manuskriptet?

Med afsæt i disse overvejelser og problemstillinger valgte jeg følgende film:

(1) Chinatown (1974) – en uforligneligt velfortalt film med et afgørende plot-twist, nogle stærke karakterer og en forrygende velskrevet dialog (fx ifm. den vits om kinesere, som J.J. Gittes fortæller og som strækkes ud som en form for extended tease, idet den automatisk og umærkeligt fører os til det første akavede møde i mellem de to hovedpersoner spillet af Faye Dunaway og Jack Nicholson).

(2) Casablanca (1942) – en film, som er skrevet af Epstein-brødrende og Howard Koch, og som illustrer Epstein-brødrenes kollaborative manuskriptskrivningsproces (der kan sammenlignes med Pixars kollaborative re-writes). Filmen udmærker sig særligt ved en række slaglinjer, som idag er større end selve filmen, og den afsluttende sortie, der på fornem vis kobler de to handlingstråde i den dobbelte plotline, er en eksemplarisk scene). Filmen er en af hjørnestenene i Robert McKees Story-seminar.

(3) Taxi Driver (1976) – Paul Schrader skrev manuskriptet til Taxi Driver, mens han levede en forhutlet, fordrukken tilværelser, og filmen er et af filmhistoriske bedste og mest hæderkronede eksempler på en one-character movie. Filmen er inspireret af Albert Camus’ Den fremmede, og åbningsscenen er en skoleeksempel på den prompte karakterintroduktion, hvor linjer som “I don’t sleep nights” fortæller alt om den fåmælte, fremmedgjorte hovedperson Travis Bickle (Robert DeNiro). Dette understøttes også af regibemærkninger som “Travis is a cipher”.

(4) Back to the Future (1985) – Manuskriptforfatteren Bob Gale havde ved et tilfælde hørt, at der var flere af hans fars high school-kammerater, som syntes dårligt om Gale Senior tilbage i skoledagene. Dette fik Bob Gale til at overveje et centralt spørgsmål: Hvad nu, hvis man kunne rejse tilbage og møde sine forældre som jævnaldrende – hvad ville man så synes om dem? Dette spørgsmål blev afsættet til Back to the Future-manuskriptet, som blev afvist hele 40 gange inden det blev realiseret i 1985. Bob Gale og instruktøren Robert Zemeckis udviklede manuskriptet i fællesskab, og selvom der er store forskelle imellem manuskriptet og den endelige film (bl.a. ift. åbningsscenen), så er filmen et godt eksempel på et plot, der på effektiv vis binder forskellige tider og fortælleplaner sammen, bl.a. gennem en meget snedig brug af repetitioner, anaforer, populærkulturelle referencer (bl.a. Marty som reference til Paddy Chayefskys antologidrama og 1955-filmen af samme navn) og skæve slaglinjer. I disse gentagelser minder filmen om fx Double Indemnity (1944), hvor forsøget på at tænde en cigaret bliver et gennemgående element. Christopher Lloyds lange vanvidsmonologer om flux-kondensatoren mv. er et andet af manuskriptets velskrevne elementer, og disse monologer, der i realiteten tjener som en form for ekspositionel information eller plot-dumping/laying pipe, antager en egen absurdkomisk kvalitet. Man glemmer ofte de lette og komiske film, når man taler om gode manuskripter (med undtagelse af Woody Allen), men Back to the Future og Groundhog Day (1993) fortjener at blive fremhævet, og det samme kunne man sige om flere af Pixars animationsfilm.

(5) Pulp Fiction (1994) – Denne film var med til at skabe en trend. Den gjorde det hipt at lave ukronologiske multiplotfilm, hvor forskellige karakterer og plot- samt dialogelementer på snedig vis forvikles og kobles sammen, og hvor filmen først ‘går op’ for tilskueren, når man har set filmen til ende. Dette og den forrygende digressive og fabulerende dialog, i stil med både hårdkogte krimier og franske snakkefilm, er nogle af de mest fremtrædende kvaliteter i Pulp Fiction, og filmen ligger tæt på det oprindelige manuskript, som er skrevet af Roger Robert Avery og Quentin Tarantino selv.

Reklamer