Årets mest ligegyldige filmliste

849d5cf9f614ed5988e0581b35a0722399b36844

Nu er listetiden over os, så jeg melder mig på vanlig idiotisk vis ind i kampen. I kan nok sidde og undre jer: Gad vide om han vil have Fargo eller The Affair med på listen over årets bedste tv-serier, og gad vide, hvad han synes om Mad Max-filmen, Birdman og Mommy? Jeg må desværre skuffe jer, for min liste er igen i år helt uaktuel og meningsløs. Eftersom jeg tidligere idag præsenterede Woody Allens Radio Days (1987) i Kunsthal Aarhus, så har jeg valgt Woody Allen som temaet for dette års meningsløse listeindslag. Nedenfor finder du derfor mine 15 yndlingsfilm af netop Woody Allen. Jeg har valgt filmene af helt subjektive årsager (som jeg dog forsøger at redegøre for), og jeg har valgt netop 15 film af tre grunde: (a) Jeg kunne ikke begrænse mig til 10, (b) vi skriver 2015 og (c) Allens seneste film, Irrational Man, havde premiere i netop 2015.

****

1. Manhattan (1979): Dette var ikke en af instruktørens egne favoritter, men Manhattan er vel, foruden Shadows and Fog og Stardust Memories, hans flotteste film. Den er mere alvorlig end hans tidlige 60’er- og 70’er-produktioner, og den profilerer nogle gode skuespillere (bl.a. Meryl Streep, Mariel Hemingway, Diane Keaton og Michael Murphy). Det er dog dens flotte brug af musik (bl.a. Gershwin), lys-skyggevirkninger og silhuetter, som for alvor gør filmen mindeværdig. Den mismodige fortælling og den flotte sort/hvide cinematografi minder om Peter Bogdanovich-filmen The Last Picture Show (1971), men Manhattan er også helt sin egen, og den er en forunderlig blanding af nostalgisk tilbageblik og realistisk og moderne storbyskildring.

2. Annie Hall (1977): På mange måder er dette Allens mest ikoniske film, idet den på fornem vis blander hans barokke, Fellini-agtige humor med nogle mere traditionelle, farcekomiske træk (jf. bl.a. scenen med hummeren) og nogle mere spidsfindige eksempler på filmisk komik (jf. bl.a. balkonscenen og biografscenen som ses i det nedenstående link, hvor Allen bryder den fjerde væg). Filmen har også en traditionelt fabulerende og retrospektiv, upålidelig fortæller og en klassisk Allensk ”Kleinman”-figur i én af hovedrollerne. Den skulle have været en ensemblefilm, men den blev klippet ned til en mere parforholdsorienteret sag, hvor fokus netop bliver på Alvy Singer (Woody Allen) og titelkarakteren Annie Hall, som på forrygende vis spilles af Diane Keaton. Jeg elsker filmen, ikke mindst scenen hvor Alvy Singer ser basketball eller scenerne med Shelley Duvall og Paul Simon. Filmen blev produceret af Charles Joffe, Allens manager og tilbagevendende samarbejdspartner, og den blev klippet af Ralph Rosenblum.

3. Sleeper (1973): At Woody Allen påbegyndte sin karriere som stand-up-komiker, er velkendt, og man kan muligvis betegne perioden fra 1965 til 1974 som hans fjollede og eksperimenterende fase. Her forsøgte han at finde sin signaturstil, og han lavede flere rene komedier. Sleeper er et godt eksempel på dette. Det er en gakket science fiction-film med Woody Allen i hovedrollen. Filmen rummer mange vanvittige og opfindsomme scener, og den er pakket med homager til klassiske og samtidige science fiction-film. Allen har lavet mange pasticher og genredekonstruktioner, men Sleeper er muligvis hans bedste af slagsen.

4. Play It Again, Sam (1972): Det er blevet en vane, når man oversætter Woody Allens film, at nævne det ”jeg”, som er så prominent i hans film, men som sjældent nævnes i de originale titler. Annie Hall blev således til Mig & Annie på dansk, Whatever Works blev til Mig & Melody, og Play It Again, Sam blev til Mig & Bogart. Man kunne anføre, at denne film, idet den er instrueret af Herbert Ross, ikke burde inkluderes i en liste over Woody Allens bedste film, men det er reelt en Woody Allen-film. Allen har skrevet filmen, der er baseret på hans eget Broadwaystykke fra 1969, og han spiller på vanlig vis selv med i den. Og, ja, den er fjollet og lidt kluntet – som hovedpersonen i filmen – men den introducerer også et for Allen typisk metafilmisk tema: Du kan vælge fantasien, flygte ind i fiktionen (her Casablanca) eller du kan se virkeligheden i øjnene. Hvis du vælger fantasien og eskapismen, risikerer du at blive gal, men hvis du vælger at se virkeligheden i øjnene, bliver du formentlig skuffet.

5. Hannah and Her Sisters (1986): En mere seriøs og alvorlig Woody Allen lavede en række ensemblefilm i 1980’erne, der på mange måder banede vejen for 90’ernes og 00’ernes populære multiplot- og multiprotagonistfilm. Det komiske er trukket en anelse i baggrunden, og endelig fik man den naturlige efterfølger til Manhattan, som man længselsfuldt havde ventet på i de tidlige og mere søgende, til tider prætentiøse 80’ere. At Max Von Sydow fik en rolle i filmen (hvori han bl.a. taler om døden som et eksistentielt grundvilkår) lignede en hyldest til en af Allens favoritinstruktører: Ingmar Bergman.

6. The Purple Rose of Cairo (1985): Mia Farrow overtog rollen som Woody Allens muse i 1980’erne, og en ung Jeff Daniels fik sit gennembrud i en række af Allens interessante men ofte glemte film. En god film fra den mere søgende 80’er-periode er The Purple Rose of Cairo, der med sin klassiske biografscene, hvor Jeff Daniels bryder den fjerde væg, dannede skole for en række nyere film (fx Rene Hjerter [2006] og Donnie Darko [2001]). Woody Allen har lavet mange metafiktive film med skøre illusionsbrud. Denne er en af mine favoritter.

7. Take the Money and Run (1969): Dette er en sjov og finurlig tidlig perle fra Allens hånd. Filmen handler om den inkompetente og klodsede bankrøver Virgil Starkwell (der formentlig er baseret på en virkelig person), og den rækker på dokumentarens stilregister med fingerede interviewscener og direkte kamerahenvendelser. Denne film var del af Allens første og mere udtalt komiske fase, og det er hans første af flere mockumentaries (Zelig er et andet eksempel). Den blev produceret af Charles Joffe, som hentede Allen ind fra stand-up-scenen i midten af 1960’erne.

8. Radio Days (1987): Når man ser en Allen-film, kan man ofte føle, at der længselsfuldt, nostalgisk rækkes ud efter en svunden tid. En tid, som for længst er forsvundet i erindringens og romantikkens tåger. Men i Radio Days går Allen skridtet videre: Her er flashbacket en spændetrøje, og vi undslipper aldrig den romantiske, sukkende datidsform.”Forgive me, if I tend to romanticize the past”, som den retrospektive fortæller i Radio Days rigtignok udtrykker det. Radio Days tager form af et radioprogram med en fabulerende serie af små indslag, anekdoter og løgnehistorier fra 1930’ernes og 40’ernes radioguldalder, spækket med swing- og popklassikere som ”Mairzy Doats” og ”In the Mood”. Både Mia Farrow og Diane Keaton spiller med i filmen, og Sally the Cigarette Girl – pigen der gerne vil vise sit dansetalent i radioen (?!) – er et af filmens højdepunkter. Filmen er 1980’er-pendanten til Annie Hall, men hvor den første var filmet af den legendariske Gordon Willis og klippet af Ralph Rosenblum, så blev Radio Days fotograferet og klippet af to af Woody Allens foretrukne samarbejdspartnere i 1980’erne: Carlo Di Palma og Susan Morse. Når man har set Radio Days, kan man godt sidde tilbage med den samme følelse, som man har, når man har set tv-serien Wonder Years (ABC, 1988-1993): Gid jeg kunne se ham idag, den voksne fortæller, som kun ses gennem erindringens tvivlsomme filter.

9. Zelig (1983): Woody Allen har ofte lavet pudsige og fjogede genredekonstruktioner (Sweet and Lowdown er eksempelvis en fup- eller anti-biopic, What’s Up, Tiger Lily? er en pastiche over japanske spionfilm, og Manhattan Murder Mystery er en komisk dekonstruktion af whodunit-krimien). Zelig er en mockumentary, som handler om, hvordan man, hvis man altid bare følger med strømmen, ender som en marionet i fascismens hænder. Den går tilbage til Chaplin og kritiserer fascismen gennem komik og en tilstræbt dokumentarisk stil.

10. Deconstructing Harry (1997): De fleste ville nok mene, at 1990’erne var Allens svageste periode, men navnlig én scene fra én af hans 90’er-film bør fremhæves: Scenen hvor titelpersonen i Deconstructing Harry er helt ufokuseret og ude af sig selv og hvor han derfor også optages i et out of focus-skud. ”Daddy’s out of focus,” som hans søn drillende udtrykker det. Deconstructing Harry er en af Allens mere udtalt postmoderne og dekonstruerende værker, men den er også sjov og sine steder ret opfindsom.

11. Blue Jasmine (2013): Allen er i de senere år begyndt at lave film, der udspiller sig i andre storbyer, fx Paris eller Rom. Nogle kritikere mener, at han er gået fra at være en ”metropolitan director” til at være en ”cosmopolitan director”. Godt så. Men jeg synes, at mange af hans senere film har en postkortagtig og mere tam side. Det der engang var bidsk er blevet næsten biedermeirsk. Hans bedste nyere film er i mine øjne “Blue Jasmine”, hvor vi er tilbage til en mere satirisk men også ærlig og alvorlig skildring af forskellige samfundslag og typer i det amerikanske samfund. Skuespillerne er ‘nye’ (bl.a. Cate Blanchett, Sally Hawkins, Bobby Cannavale og Louis CK), men skrifttypen hedder stadigvæk Windsor, og man er ikke et minut i tvivl om afsenderen.

12. Crimes and Misdemeanors (1989): Denne lille moralfortælling var ikke nogen kommerciel succes, da den kom frem, men kritikerne tog pænt imod den, og selvom det ikke er en af de Allen-film, som jeg har set flest gange, så har jeg også et blødt punkt for den. Woody Allen og Martin Landau leverer fine præstationer, og vi er selvklart i et jødisk miljø, som fint spejler filmens moralske, eksistentielle spørgsmål. I det hele taget virker det som om, at Allen på næsten talmudisk vis stiller spørgsmål ved livets forskellige forhold, og man aner en næsten modernistisk søgen – eller higen – efter mening.

13. Husbands and Wives (1992): Denne film, som fik pæne anmeldelser, beskrives ofte som et komediedrama, og i Rolling Stone blev den betegnet som ”classic Woody Allen”. Husbands and Wives er dog en af instruktørens mere alvorlige parforholdsdramaer og ensemblefilm (lidt i stil med Manhattan og Hannah and Her Sisters), og den blev lavet netop som Woody Allen og Mia Farrow (der spiller med i filmen) var gået fra hinanden. Dette var også begyndelsen til enden for deres kunstneriske, professionelle partnerskab, der varede i ca. ti år. Filmkritikeren Sander H. Lee har kaldt denne film for Allens “pessimistiske” højdepunkt.

14. Match Point (2005): Scarlett Johansson er Allens muse i det nye årtusinde, som Mia Farrow var det i 1980’erne og Diane Keaton i 1970’erne, og Match Point er i mine øjne det foreløbigt bedste resultat af Johanssons og Allens samarbejde. Filmen er ikke synderligt Allensk, til trods for at også denne film handler om parforhold og moralske temaer. Men den er fortalt på en fundamentalt spændende, krimiagtig vis. Et gedigent stykke håndværk fra en – i mine øjne – svagere periode i Allens karriere.

15. Shadows and Fog (1991): Denne film, som er en hyldest til og pastiche over den tyske ekspressionisme, fortjener at komme med på listen, skønt den fik en broget modtagelse. Vince Canby, som jeg ofte er uenig med, kritiserede filmen for at være “unpredictable, with its own tone and rhythm, even though, like all of the director’s work, it’s a mixture of the sincere, the sardonic and the classically sappy”. Den beskrivelse er faktisk ikke helt ved siden af, men jeg ville bruge og opfordre Allen til at bære de ord som et hædersmærke. Og hvis nu man skal lave en hyldest til noget, så er 1920’ernes tyske film da et godt sted at begynde. Endelig bør filmen nævnes, fordi den introducerede en karakter ved navn Kleinman, og dette er sidenhen blevet en gængs betegnelse for en arketypisk Woody Allen-karakter: Lille af størrelse og “lille” som menneske (ofte udtrykt i en smålighed og et selvhad, som projiceres over på andre mennesker og som giver sig til udtryk i en næsten utålelig narcissisme).

****

En klassisk biografscene fra Annie Hall (1977):

Reklamer