Den gamle mand og verdensfreden – om “The Man Who Saved the World”

 

The Man Who Saved the World

”Vi fortæller ikke virkeligheden. Vi fortæller historier om den. Virkeligheden er i sig selv ikke en historie.”  – Max Kestner

Over næsten ti år fulgte instruktøren Peter Anthony og produceren Jakob Staberg den tidligere russiske militærmand Stanislav Petrov, som i relativ ubemærkethed forhindrede en fatal udvikling på Den kolde krig i 1983. Anthony og Stabergs dokumentarfilm The Man Who Saved the World, som havde premiere på Woodstockfestivalen i 2014, og som endnu ikke er kommet i dansk tv-distribution, er blevet til over en længere årrække og er sat sammen af tradtionelt dokumentarmateriale, suspenseskabende rekonstruktioner og iscenesættelser baseret på virkelige samtaler og situationer. Resultatet er et blændende eksempel på moderne dansk dokumentarisme i en tid, hvor ydre autenticitetsmarkører og faste ‘regler’, som dem vi kender fra Direct Cinema-bevægelsen eller Lars Engels’ dokumentarserier er blevet erstattet af en mere fri, legende og æstetisk tilgang til det dokumentariske materiale.

Danske dokumentarister i det nye årtusind skelner sjældent imellem pro-filmisk virkelighed og iscenesættelse, og de forholder sig med en relativ afslappethed og frivolitet til æstetiske valg og produktionelle forhold. At The Man Who Saved the World således er baseret på et manuskript, et heftigt tilklippet materiale og diverse rekonstruktioner og geniscenesættelser – flere af disse skudt med greenscreen – optager ikke filmholdet så meget som det problematiseres af undervisere, kritikere og diverse filmforskere. Det kan nok være, at The Man Who Saved the World er modelleret efter – eller klippet sammen til at ligne – en klassisk road movie eller lærermester-elev-fortælling, som over små to timer fortæller en dramatisk udviklingshistorie, der sammenbinder den ydre historie (hvorvidt Sovjet skulle modsvare det, de troede var et angreb og sende atomraketter afsted mod USA) og Petrovs indre konflikt (hvorvidt han vil tilgive sin gamle mor). Men dette er i værste fald en dramatisering, for det afspejler i alt væsentligt det, der skete. Producenten Staberg mener selv, at virkeligheds- eller autenticitetsspørgsmålet er en “mavefornemmelse”, og man kan ikke afgøre på de tekniske greb, om der er tale om sandfærdig dokumentarisme eller det pure fiktionsopspind. Man kan ikke tale om fakta- og fiktionskoder, men om en mere eller mindre sandfærdig og retvisende virkelighedsskildring med de økonomiske og tekniske virkemidler, der nu har været til rådighed. I denne forstand minder filmen og skabernes kommentarer om den tilgang til dokumentarisme, som man har mødt hos Max Kestner (bl.a. Rejsen på ophavet, 2004), Janus Metz (bl.a. Armadillo, 2010) eller Christian Sønderby Jepsen (bl.a. Testamentet, 2011). Kestner, som ofte opererer med en performativ stil domineret af stillestående tableauer, skelner aktivt imellem sandhed og repræsentation, og han mener helt korrekt, at ethvert forsøg på at indfange og fortælle om virkeligheden nødvendigvis må være én af flere mulige fremstillinger. Én af mange mulige repræsentationer eller ét af mange mulige narrativer. ”Autenticiteten er ingen garanti for sandhed”, som filosoffen Søren Kjørup udtrykker det, “og manglende autentiticitet er heller ingen garanti for usandhed.” Janus Metz har også flere gange måttet forholde sig til den krigsfilmslignende dramaturgi og metaforik i Armadillo, hvor delingsføreren Rasmus afslutter med at tage sig et rensende bad, som om han igennem filmen havde undergået en udvikling fra naiv og uskyldig til en voksen mand rig på erfaringer og skyld. Metz erkender selv, at han har lagt en bevidst struktur eller dramaturgi ned over film, hvor vi ser delingen, som sendes afsted, hvorefter vi ser ‘den første strejfning’, deres møde med fjenden og deres melankolske hjemkomst som sårede eller tyngede individer. Og Metz indrømmer selv, at flere af scenerne er iscenesatte (eksempelvis den efterhånden berømte stipperscene), men dette gør ikke filmen mindre sandfærdig. Den repræsenterer fortsat virkeligheden, blot på en mere fængende, medrivende og æstetisk facon.

 

Manden, der reddede verden og gik i forfald: Den dobbelte historie

Det samme kunne man sige om The Man Who Saved the World, en film som i udgangspunktet fortæller en uaktuel historie om en tidligere sovjetisk militærmand, som reddede verden ved ikke at trykke på den famøse røde knap (i overført betydning, selvklart, for der er heldigvis ingen rød knap i filmen). Men filmen handler i lige så høj grad om en gammel forbitret og kolerisk person (Petrov), som har slået sig på flasken efter sin kones død i 1997, og som råber af alt og alle, fra filmholdet til den unge og ellers tilforladelige tolk Galina Kalinina. Det er måske ikke Petrovs og Kalininas rejse, som er den mest dramatiske, men det er deres – ikke mindst hans – rejse, som er den mest medrivende i filmen. Petrov rejser med sin tolk til USA for at mødes med Kevin Costner, hans helt store helt, og Petrov, som ellers lever ydmygt og tager afstand til den poppede ophøjelse af helte og ikoner, bliver selv ophøjet til helt og dyrket som et ikon, da han kommer til USA. Petrov taler for et verdenssamfund, hvor folk lærer at “leve sammen som brødre” fremfor at “uddø som dinosaurer”, og han taler for at lægge gammelt nid og nag bag sig og komme videre med livet. Men selv hænger han fast i fortiden: Han savner sin afdøde hustru og søger at dulme sine sorger på bunden af en vodkaflaske, og han nærer et gammelt had til sin mor, som favoriserede Petrovs nu afdøde bror. I den forstand er filmen ikke blot en fortælling om manden, som mere eller mindre tilfældigt eller heltemodigt reddede verden. Det er en udviklings- eller erkendelseshistorie i stil med road movies som Ingmar Bergmans Smultronstället (1957) eller David Lynchs The Straight Story (1999), hvor den stædige hovedperson overvinder sin egen stædighed og redder sig selv. Det er ironisk, at Petrov ikke kender Matt Damon, som han møder på sin vej, for Petrov parafraserer helt uforvarende en af Damons mest populære film, Good Will Hunting (1997), hvor psykologilæreren Sean Maguire (Robin Williams), i mødet med sin unge patient (Will Hunting spillet af Matt Damon), lærer at ‘tage en ny chance’ og møde livet med et nyt blik, efter konens umulige og ulykkelige kamp mod kræften.

The Man Who Saved the World er en stærk film, som bevæger sig imellem forskellige genrer, udtryk og stemninger. I det ene øjeblik er den sjov, i det næste øjeblik rørende. Pludselig er den voldsom og hidsig i sin suspenseopbygning (navnlig i forbindelse med de mange rekonstruktioner), pludselig er den mild, rolig og mere traditionelt dokumentarisk. Den er et observerende portræt af en gammel og sammensat mand, men også en dramatiseret dokumentar om en af de mest uhyggelige og spændende tidspunkter i verdenshistorien: Den kolde krig. Filmen beskrives ofte som en hybrid, og den overskrider da også manges (traditionelle) forståelse af dokumentarisme, men film som The Thin Blue Line (1988) og The Act of Killing (2012) bruger også æstetiske og dramatiserende rekonstruktioner og iscenesættelser, og også disse film er velfortjente dele af den internationale dokumentarfilmkanon. Allerede det første pressefotografi under Den spanske borgerkrig var konstrueret, som producenten Jakob Staberg udtrykker det, og, ja, allerede Josef Stalin var kendt for at manipulere med billedmaterialet. Måske er det i denne forstand ikke så vigtigt, om Petrov faktisk – egenhændigt – reddede verden, om han var helt eller heldig. Og måske er det ikke så vigtigt, om filmen præcist gengiver historien. Det vigtigste er, om den fortæller en god, effektiv og rørende historie, og det gør den. Med Kristian Selin Eidnes Andersens forrygende scoremusik, de dramatiske rekonstruktioner og greenscreenoptagelser balancerer filmen på en fin grænse imellem dokumentarfilmens ægthed og fiktionsfilmens dramatik. Men dette gør hverken filmen dårligere eller mindre aktuel. Snarere tværtimod. De forskellige æstetiske greb er medvirkende til at gøre filmen levende og engagerende, og de er medvirkende til at aktualisere og personliggøre en ellers glemt episode i historiebøgerne. En episode, turde man sige, som måske er mere aktuel end nogensinde før.

Reklamer