Næste stop Twin Peaks – en reportage fra Twin Peaks-festivalen

Madchen and AH

I oktober løb den britiske Twin Peaks-festival af stablen, og for første gang siden festivalens fødsel deltog jeg, dels som almindelig gæst, dels som forfatter til bogen TV Peaks, som også blev solgt i festivalsbutikken.

Festivalen vil formentlig fremstå for de uindviede som en ganske traditionel ‘convention’, men ved selvsyn kan jeg konstatere, at den har en tiltrængt lethed over sig, som jeg ikke ellers ville forbinde med diehard-fandom, cosplay mv.

Hovedattraktionen ved årets festival – foruden de vanlige Q&As og ‘signings’ med stjerner fra serien (i år Sherilyn Fenn, Mädchen Amick og Al Strobel, foruden Mädchen Amicks datter Mina Tobias) – var genopførelsen af mordet på Laura Palmer og en dobbeltkoncert af Mina Tobias og Julee Cruise. Koncerten havde ikke det ventede strejf af magi over sig, og man kan vel konstatere, at det er lang tid siden det oprindelige soundtrack blev skabt og indsunget. Den æteriske, engleagtige stemme var i årets live-version skrøbelig og usikker, og det hele endte som en pudsig playbackoplevelse, som kun de allermest inkarnerede fans kunne undgå at krumme tæer over. Samtalen med de forskellige stjerner var dog ganske fornøjelig, og særligt var det rørende for mig at møde Al Strobel, som jeg forinden havde haft indtil flere gode samtaler og interview med. Også i denne kontekst var han en forrygende personlighed, som velvilligt delte ud af sine anekdoter og gav den i rollen som ‘The One-Armed Man’.

Al and AH

Festivalen bød også på diverse screeninger, hvor man med varm David Lynch-kaffe og sukkersød kirsebærtærte i hånden kunne se Twin Peaks, Blue Velvet (herunder de slettede scener) og Fire Walk with Me blæst op på det store lærred. Det var en ganske fornøjelig oplevelse, og det var tilsvarende magisk at opleve selve stedet, indretningen (med røde gardiner og zigzagstribet gulv) og de mange små tiltag, som festivalorganisatøren Lindsey Bowden havde iscenesat. Der var jitterbugkonkurrence (som en tydelig reference til Mulholland Dr.), og der var film om meditation samt en karaokebar, hvor man kunne gøre den i rollen som Ben fra Blue Velvet – alt dette til en stædig underlægning af Badalamenti-musik og burlesk-piger i stil med One-Eyed Jacks.

Bowdens festival er nok at regne for en klassisk ‘convention’, men den er alt andet en ‘conventional’, og det var forfriskende, at man kunne være der som en helt almindelig Twin Peaks-fan uden interesse for cosplay, corny re-enactments eller religiøs instruktørdyrkelse. Hvis man var den mere afdæmpede, analytiske type, kunne man fortrække til biografens sale eller barens støvede rum. Eller man kunne tale over en kop kaffe med en af de mange ligesindede ved festivalen. “I have a feeling that the Twin Peaks UK Fest is an event both wonderful and strange”, som man fristes til at udtrykke det…

Reklamer