TV Peaks deler vandene

tp-top2

TV Peaks lader til at dele vandene. Politikens anmeldelse af bogen lignede en mindre massakre, og bogen blev beskrevet som “elendig” i sin formidling. Anmelderen, Joakim Grundahl, mente sågar, at den kun kunne læses til ende af egentlige “Twin Peaks-onanister”. Anderledes positive tilbagemeldinger har jeg fået fra forskellige af seriens medvirkende (bl.a. Wendy Robie og Richard Beymer) og forskellige internationale forskere og kritikere (bl.a. Martha Nochimson og David Lavery). Ja, med henvisning til netop denne bog og en ny antologi af Spooner og Weinstock, så har Twin Peaks-eksperten David Lavery sågar betegnet dette som “et godt år for Twin Peaks-forskningen”. I en dagbladsmæssig kontekst har bogen – ikke overraskende – fået en meget sparsom omtale, og det var således, ovenpå Politikens nedslagtning, en kærkommen overraskelse, da Berlingske valgte at anmelde bogen. Og vel at mærke på en langt mere grundig og positiv vis end Politiken.

tvpeaks 9781137563842

Anmelderen Jacob Wendt Jensen (formand for Danske Filmkritikere) synes, modsat Joakim Grundahl, godt om formildingen i TV Peaks, og Berlingskes anmelder gør noget, som Politikens anmelder slet ikke fandt nødvendigt: Han skriver om bogens indhold og opbygning, ikke kun dens sproglige formidling. Jeg noterer mig også, at Berlingskes anmelder beskriver TV Peaks som bedre og klarere formidlet end Paradoksets kunst, hvilket jeg faktisk også selv synes.  Jacob Wendt Jensen skriver bl.a.: “Sidste år udkom Halskovs »Paradoksets kunst«. Den bog var skrevet på vores modersmål og virkede ret akademisk, som man allerede kunne ane det på selve titlen. Nu udkommer »TV Peaks«. Den er skrevet på engelsk. Det skal man dog ikke lade sig skræmme af, for bogen er langt mere læsevenlig og dermed rettet mod en potentielt set større kreds af interesserede i David Lynch og »Twin Peaks«. Bogen er simpelthen bare bedre formidlet og brudt mere op i sine teoretiske pointer.”

Han opfordrer mig også til at lave en side med hele interviewmaterialet, hvilket jeg er i færd med at gøre her på Det røde rum.
Jeg bliver glad, når anmelderen anerkender det store researcharbejde, som ligger bag bogen, og han betoner, at der formentlig er tale om “unikt” interviewmateriale med centrale skikkelser som Angelo Badalamenti, Julee Cruise, Sherilyn Fenn, Grace Zabriskie og Richard Beymer. Folk, som ikke siger det samme, men hvis pointer og kommentarer netop supplerer og kommunikerer med hinanden. Og, nå, ja, så bliver jeg da kisteglad for den sidste del af anmeldelsen, hvori Jacob Wendt Jensen skriver: “For det første er det alt for sjældent, at der bliver skrevet bøger af værdi af danske filmkritikere og lektorer og andet godtfolk på universiteterne. Og for det andet bevæger de sig nærmest aldrig uden for landets grænser. Det er blot to af årsagerne til, at Andreas Halskovs indsats sammenlagt set er værd at hylde. En tredje grund er muligheden for at nørde igennem i de 60 siders lister og registre, der påviser grundigheden i »TV Peaks«. Når jeg argumenterer for, at Halskovs bog ikke lukker sig akademisk om sig selv, som mange andre af den slags bøger gør, hænger det også sammen med noget så enkelt som billedmaterialet. Det er sjældent, man kan kalde en bog af den her art for »rigt illustreret«. Og det er med privatfotos fra mange af de medvirkende og diverse illustrationer inspireret af universet.
»TV Peaks« har således allerede inspireret mig til at gense nogle afsnit af TV-serien »Twin Peaks«, men den har også begrebsliggjort noget af det, jeg gik og troede jeg vidste, men som jeg nu har fået sat nye ord på. Og så har bogen den ekstra kvalitet sig, at når man sætter den op på hylden, får man en dejlig fornemmelse af, at den kan man let få brug for igen. For eksempel når fortsættelsen til »Twin Peaks« forhåbentlig snart kommer.”

Hele anmeldelsen kan læses her.

Reklamer