En vellykket helt i et middelgodt helteepos – om Sommeren ’92

sommeren-92

Sommeren 92 (2015) har været et varmt emne, særligt blandt fodboldelskere landet over, og jeg synes også generelt, at Kasper Barfoed og co. har forløst historien på fin en og velfungerende vis. Jeg er dog ikke udelt begejstret. Richard Møller Nielsen-karakteren er fint tegnet, skønt man med rimelighed kunne anføre, at han fremstilles lidt vel helteagtig, og at billedet af hans pragmatiske spillestil ikke for alvor bliver nuanceret. Ikke én gang i filmen ser vi eksempelvis det mest gennemgående af danskernes taktiske kneb under slutrunden: Tilbageafleveringen til Peter Schmeichel, som målmanden tog op i hænderne, hvorefter han slog bolden i jorden et par gange, trillede den ud til anføreren Lars Olsen (som er sært fraværende i filmen), hvorpå Lars Olsen spillede den tilbage til Peter Schmeichel, som nok engang kunne tage bolden op i hænderne.

Til 16:9’s julefrokost blev det sagt, at Kaj Johansen-karakteren fungerer som filmens ‘kloge neger’, og det er faktisk en ret interessant og korrekt betragtning. Jeg så Sommeren ’92 umiddelbart efter et corny gensyn med Prince of Thieves, og Kaj Johansens karakter minder i forbløffende grad om Morgan Freemans karakter i Robin Hood-filmen: Samtlige af deres replikker er viise ord i en stil, som blander Gajolpakkernes fyndord med en næsten overmenneskelig evne til at foregribe begivenhedernes gang. Begge karakterer er forudseende og skarpsindige, begge taler i korte men aldrig ligegyldige passager, og begge karakterer har noget, som ligner en mobiliserende ‘closing speech’ imod filmens slutning. Jeg har ikke haft adgang til landsholdets maskinrum, men måske har instruktøren – trods alt – tillagt Kaj Johansen en for stor rolle og betydning for den danske triumf? Andre karakterer er tegnet på en mere vellykket vis, fx Kim Vilfort og Brian og Michael Laudrup, men nogle af DBU’s ‘bagmænd’ virker for entydigt ‘onde’, og John Faxe Jensen og hans udkårne ligner nogle helt åndede, papagtige og farcekomiske karikaturer. Samtidig undrer det mig, at man kan lave en film om Danmarks EM-triumf i 1992 uden at lade Henrik Larsen være en central karakter. Han blev trods alt topscorer på det danske hold, ja sågar delt topscorer i hele turneringen. Og Henrik Larsen kunne snildt give anledning til en (for sportsfilmen) helt klassisk fortælletråd: Den upåagtede person, som bliver hentet fra truende glemsel for derpå – helt overraskende – at blive den helt store stjerne ved slutrunden.

Ja, faktisk kunne man jo netop sige, at Henrik Larsen, snarere end Kim Vilfort, var et billede på de problemer, som folk havde med Richard Møller Nielsen, for hvordan kunne man satse på en tung og relativt gennemsnitlig slidertype til fordel for flere af tidens store énere, fx Jan Mølby og Michael Laudrup? John Faxe Jensen, Henrik Larsen, Johnny Mølby og Morten Bruun kunne ses som systemets sejr over det flotte spil eller – måske mere positivt – det velfungerende hold over de imponerende, men ineffektive individualister. Samlet set er Sommeren ’92 bestemt underholdende, men på en relativt traditionel vis, og de entydigt positive anmeldelser må da næsten skyldes den fine tegning af Richard Møller Nielsen og den nostalgi, som filmen vækker… Helt blæst bagover var jeg i al fald ikke.

Senere på året udgiver jeg i samarbejde med Slagterne fra Bilbao en single om EM i 1992.

 

Reklamer